Frankly my dear I don´t give a damn 

iscenesætter, scenograf & kostumedesigner

En fandenivoldsk koncert om giftige relationer, afsked og nyt liv i en smadret verden

Velkommen til årets koncertoplevelse med en strøm af break up-songs, der går lige i hjertet. Koncerten opleves stående i et labert klubmiljø med vodka-shots i baren både før, under og efter og der bliver ikke sparet på dekadencen på scenen. Denne performative koncert og klub er her, hvor man tager hen for at danse til lyden af sin egen indre shit-storm.

Bandet The Frankly's byder på en nærmest uendelig setliste af nyskrevne heartbreak-sange såvel som forvrængede covers, krydret med hudløst ærlige anekdoter om at være kvinde i dag med alt hvad det indebærer: vrede, skrøbelighed, liderligheden, der vælter op i en på uforudsete og omskiftelige måder.

Bag den nyskrevne tekst står dansk teaters ukronede dronning af new sincerity-teater, Nanna Cecilie Bang, som elsker at gå helt derhen, hvor maven slår knuder – og lidt længere endnu. I Bangs stykker vender karaktererne nærmest vrangen ud på sig selv af ren og skær ærlighed. Det hele er sat i scene af Aarhus Teaters egen huskunstner Nathalie Mellbye. 

medvirkende METTE KLAKSTEIN, AMANDA FRIIS JÜRGENSEN, CARLA ELEONORA FEIGENBERG, MURMUR tekst NANNA CECILIE BANG iscenesættelse, scenografi og kostumedesign NATHALIE MELLBYE musiker & komponist MURMUR lysdesign KIM GLUD lyddesign AKI BECH foto RUMLE SKAFTE

århus teater 2022